Maksimal klima- og gødningseffekt af afgasset biomasse, GIGA

Projektansvarlig: Lars Villadsgaard Toft

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2024. Projektets resultater stilles gratis til rådighed

Introduktion: Hidtil har afgasning af husdyrgødning leveret en positiv påvirkning på klima, miljø og gødskningsgevinster, men dette faktum er truet i takt med, at inputtet af biomasser på biogasanlæggene, og dermed den afgassede biomasse, ændrer sig i disse år. Resultatet kan blive, at landmænd ikke ønsker at deltage i biogasprojekter, hvilket kan true den grønne omstilling af landbruget. Årsagerne og konsekvenserne er komplekse, og derfor er der behov for øget og koordineret fokus på området.

I projektet udvikles og testes avancerede behandlingsteknologier, der kan give et forbedret gødningsprodukt på biogasanlæggene. De producerede gødningsprodukter vil blive evalueret i både laboratorie-skala, mikroparcel i markforsøg og praksisnære markforsøg. Sideløbende vil der i projektet blive udviklet nye optimale metoder til at karakterisere den afgassede biomasses gødningsværdi. Karakteriseringen vil bygge ovenpå de metoder, der er udviklet i det GUDP-støttede MAG-projekt. På baggrund af det omfattende forsøgsarbejde vil der blive udviklet nye kvalitetsparametre og en model, der kan beregne gødningsvirkningen fra forskellige typer afgasset biomasse. Modellen og de nye kvalitetsparametre kan indbygges i beslutningsstøttesystemer, som bruges af landmænd og konsulenter til at vurdere markeffekten for afgasset biomasse.

Projektets mål er at levere de nødvendige løsninger, der sikrer, at biogasanlæggene i fremtiden leverer klima-, miljø- og gødskningsgevinster i landbruget.

Projektresultater:

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette projekt medfinansieres af "Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram", (GUDP) under Fødevareministeriet.