BIO4SEED - Biologisk kontrol af skadedyr i frøafgrøder på friland
Projektansvarlig: Carl Høj Laursen
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2024. Projektets resultater stilles gratis til rådighed
Introduktion: Projektets formål er at udvikle metoder til biologisk kontrol af skadedyr i frøafgrøder på friland, ved at monitere tidlige skadedyrsangreb, markere disse på tildelingskort, udføre biologisk kontrol og teste effekten heraf målt på frøudbytte og -kvalitet. Dansk frøavl er udfordret af skadedyr, som aktuelt er en barriere for at fastholde og udvikle produktionen af korsblomstrede havefrøafgrøder og for rentable frøudbytter i hvidkløver i de mest frødyrkningsintensive egne af landet. Projektet består af 5 arbejdspakker, der indeholder aktiviteter omhandlende monitering af udbredelse af skadedyr; identifikation, produktion og udbringning af nyttedyr; integreret skadedyrsbekæmpelse i frøafgrøder på markniveau; og udvikling af IPM-strategi. Den biologiske kontrol vil overvejende være i form af udbringning af nyttedyr. Det forudsætter identifikation af relevante nyttedyr, at de er hjemmehørende i Danmark, kan opformeres og udbringes på en skånsom måde. Resultaterne af ovenstående tiltag samles i IPM-strategier, som også vil omfatte brugen af blomster/biodiversitetsstriber til øget tilstedeværelse af nyttedyr. Der forventes et stort behov for nyttedyrspredere til frøavlen inklusiv en afsætning til frilands grønsagsproducenter (kål) og i en vis udstrækning også til vinterraps. Biologisk kontrol af skadedyr kan afværge udbyttetab i såvel økologisk, som konventionel produktion. For havefrøbranchen vurderes projektets effekt at være en opretholdelse af den nuværende produktion af korsblomstrede havefrøafgrøder på ca. 1.000 ha, samt en udvidelse af produktionen med yderligere 1.000 ha. For kløverfrøavlen vurderes projektets effekt at være 15% højere frøudbytter og dermed en øget mængde frø til eksport.
Projektresultater:
Dette projekt medfinansieres af "Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram", (GUDP) under Fødevareministeriet.