Knæk antibiotikaforbruget hos kalve og ungdyr – en fælles udfordring!

Projektansvarlig: Henrik Læssøe Martin

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2024. Projektets resultater stilles gratis til rådighed

Introduktion:
Formålet er at opnå en reduktion i det høje antibiotikaforbrug til kalve og ungdyr, uden at dette får negative konsekvenser for dyrenes sundhed, og samtidig bidrage til kampen mod udvikling af resistente bakterier. Reduktion af antibiotikaforbruget er en stor udfordring, som kun kan løses gennem en massiv og vedvarende indsats over en længere periode.
I projektet holdes vedvarende fokus på formidling til kvægbrugere og dyrlæger for at opnå den nødvendige holdningsændring. Der vil blive anvendt moderne og effektive digitale formidlingsmetoder. En indsats målrettes landbrugsskoler med sigte på aktivt at påvirke næste generation af kvægbrugere til en større bevidsthed og ansvarlighed ift. brug af antibiotika.
En nøglesten i projektet er etablering af et stærkt fagligt netværk af dedikerede dyrlæger og rådgivere, som er forudsætningen for at opnå gennemslagskraft og volumen i udbredelse af bedre praksis. Rådgiverne styrkes i deres faglige og metodemæssige kompetencer. De tilbydes faglig støtte til implementering af forebyggende tiltag, der kan nedbringe den aktuelle unødigt høje sygdomsforekomst og til implementering af mere hensigtsmæssige strategier for, hvornår og hvordan der behandles. De støttes ligeledes i at gennemføre staldskole-forløb for kalvepassere. I projektet vil der blive arbejdet på at udvikle et blivende system til benchmarking af antibiotikaforbrug, så kvægbrugere kan sammenligne forbruget i egen besætning med andre tilsvarende besætninger.
Projektet vil levere et generelt fald i antibiotikaforbruget til kalve og ungdyr på 10-20 % indenfor pro-jektperioden og et markant fald på 25-30 % i besætninger, som indgår direkte i projektarbejdet.

Projektresultater:

Kalvenes store udfordringer lige nu er varmetab og mangel på energi
Hvis kalven bliver afkølet, så er der langt større risiko for, at den bliver syg. Det er vigtigt, at vi er bevidste om det, så vi kan forebygge problemer.