Nyt emissionstal for lugt
Projektansvarlig: Michael Holm
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. Kvartal 2026. Projektets resultater stilles gratis til rådighed
Introduktion: Formålet med projektet er at udarbejde en model til at beregne et lugttal baseret på kemiske målinger, som kan anvendes ved fremtidig fastsættelse af standardlugttal fra nye staldsystemer. Desuden er formålet at fastsætte en geneafstand til naboer, baseret på de kemiske lugtstoffer, der har betydning for lugt hos naboer.
Projektet planlægges gennemført i to arbejdspakker (AP’er):
- AP1 gennemføres i 2025 og omfatter en litteraturgennemgang samt indsamling af lugtdata fra tidligere og igangværende afprøvninger på grise og kvæg udført af hhv. SEGES Innovation, Aarhus Universitet og Teknologisk Institut i perioden 2010 til i dag.
- I AP2 skal der i 2026 og 2027 udarbejdes en model til at beregne et lugttal baseret på kemiske målinger. I arbejdet anvendes de indsamlede data fra AP1, samt resultater fra målinger fra hhv. SAF-projekterne ”Emissionstal til miljøgodkendelser”, ”Emissionstal for nye systemer med dyrevelfærd” og ”Emissionstal fra farestier” samt MAF-projektet ”Bestemmelse af emission og spredning af lugt fra kvægstalde”. Endvidere vil data fra øvrige igangværende projekter med olfaktometriske eller kemiske målinger blive anvendt.
Det undersøges, om Artificial Intelligence (AI) kan anvendes til at danne et lugttal ud fra kemiske stoffer. Hypotesen er, at det er muligt at udvikle en model til at beregne ét lugttal baseret på kemiske målinger. Dermed udvikles en ny metode til måling af lugt, som er mere nøjagtig og konsistent, og som kan anvendes ved fremtidig fastsættelse af standardlugttal for nye produktionssystemer samt til reguleringen af lugtgenegrænser. Med et nyt lugttal vil reguleringen fremover baseres på de faktiske staldforhold, hvilket sikrer, at ansøgninger om etablering og udvidelser behandles videnskabeligt korrekt.
Det forventes, at der årligt opføres 5.000–10.000 farestier til løsgående søer og ca. 15.000–25.000 pladser til malkekøer med fast gulv, dræn og hyppig skrabning. Disse stalde vil fremover kunne reguleres efter et korrekt målt lugttal i stedet for efter lugttallet fra det staldsystem, de minder mest om.
Projektresultater: