Optimale løsninger mod ukrudt, sygdomme og skadedyr i landbrugsafgrøder
Projektansvarlig: Carsten Fabricius
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed
Introduktion: Formålet er gennem uvildige forsøg og afprøvninger at opnå viden til at anbefale effektive og økonomisk optimale løsninger til bekæmpelse af ukrudt, sygdomme og skadedyr i landbrugsafgrøder og sikre, at udviklingen i resistens bremses.
For at sikre faglig viden og optimale løsninger inden for ukrudt, sygdomme og skadedyr er det nødvendigt med et stort antal forsøg som følges op med formidlingsaktiviter. Forsøgene skal underbygge de faglige strategier og behandlingsmuligheder, som landmænd og rådgivere skal bruge for at opnå en optimal planteproduktion. Gennem uvildige forsøg sikres, at der er fokus på effektiviteten af behandlingen, den økonomiske nettogevinst for landmanden, fokus på at hindre resistensudvikling og samtidig kunne bekæmpe ukrudt, sygdomme og skadedyr ved behov.
Flere og flere landmænd oplever både opformering og udfordringer med resistent græsukrudt. Bekæmpelse med ukrudtsmidler er i mange tilfælde ikke længere mulig, og derfor skal der fokus på andre tilgange med brug af frøpuljemanagement, afgrødevalg og jordbearbejdning.
6 landmænd viderefører i samspil med deres planteavlskonsulent og SEGES Innovation de sidste tre års erfaringer, der er opbygget med håndtering af græsukrudt. Ukrudtsmidler med jordvirkning, der anvendes i efteråret afprøves i forsøg med fokus på tidspunkt og blandinger. Disse midler er ikke påvirket af resistens overfor græsukrudt og bidrager væsentligt til bekæmpelse. I foråret kan endnu ikke resistente bestande af græsukrudt bekæmpes med bladvirkende midler, men for at sikre fuld effekt, således resistensudviklingen bremses, kræves nye forsøg med fokus på tilsætning af additiver for at øge effekten. I vårbyg afprøves forskellige strategier mod ukrudt med fokus på blandinger og doseringer for at hindre resistensudviklingen inden for tokimbladet ukrudt. I majs er det er en meget stor udfordring i at håndtere hanespore, der i disse år opformeres voldsomt. Gennem forsøg afprøves optimale strategier for at sikre bedst effekt og hindre resistensudvikling. Der udføres flere forsøg med svampebekæmpelse i vinterhvede, vinterbyg, vinterrug, vårbyg og havre med fokus på optimale strategier med forskellige plantebeskyttelsesmidler, tidspunkter og doseringer. Forsøgene giver svar på den bedste økonomiske strategi for landmanden under hensyn til bedste effekt mod sygdomme. I vinterraps er der i forsøg fokus på skadedyr, og der arbejdes med at implementere en model mod storknoldet knoldbægersvamp, der beror på klimadata. Endelig er der fokus på svampebekæmpelse i hestebønner og alm. rajgræs til frø.
Projektet bidrager til at løse mange af fremtidens udfordringer inden for ukrudt, sygdomme og skadedyr. Gennem forsøgene og afprøvningerne belyses problemstillinger, og der opnås ny viden om strategier og bekæmpelsesmuligheder mod både ukrudt og sygdomme.
Projektet er med til at afdække både nuværende og nye skadedyr vinterraps. Løsningerne vil give den effekt, at planteavlskonsulenter vil kunne anvise den bedste strategi for landmanden med fokus på både økonomiske resultat og bedst opnåelige løsning mod de forskellige skadevoldere. Der er stadig fokus på at forbruget af plantebeskyttelsesmidler skal ned, og projektet vil bidrage med at kunne træffe de rette valg med enten nedsat doseringer, middelvalg med lavest belastning eller urentable sprøjtninger.
Projektresultater: