Effektive og klimaoptimerede gødningsstrategier

Projektansvarlig: Alice Thoft Christensen

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed

Introduktion: Formålet er at sikre, at nye klimaeffektive gødningstyper og -strategier også opfylder behovet for effektive løsninger med hensyn til udbytter og kvalitet af afgrøderne. Herunder at undersøge, om brug af biostimulanter baseret på kvælstoffikserende bakterier og/eller nitrifikationshæmmere (NI) er attraktivt agronomisk samt miljø- og klimamæssigt. Dette opnås ved at indsamle eksisterende viden om gødningstyper, strategier og biostimulanter og afprøve disse systematisk.

Produkter baseret på kvælstoffikserende bakterier markedsføres meget kraftigt, men med meget lidt uvildig dokumentation for deres virkning. I arbejdspakke 1 gennemføres en videnssyntese omkring kvælstoffikserende bakterier og markforsøg med disse, for at finde ud af hvordan produkterne anvendes bedst, og om der opnås positive effekter af dem. Brug af NI sammen med handelsgødningskvælstof og øget andel af ammoniumkvælstof i gødningen er foreslået som et virkemiddel til reduktion af emissionen af lattergas. I arbejdspakke 2 udføres markforsøg med forskellige gødningstyper, -strategier og NI, hvor der undersøges, hvordan klimaoptimerede gødningsstrategier kan optimeres med hensyn til afgrødernes udbytte og kvalitet.

I dette projekt og også andre tidligere projekter genereres en masse viden om klimamæssig optimal gødningsanvendelse. Denne viden skal indarbejdes i rådgivningen og i rådgivningstjenesten. I arbejdspakke 3 indarbejdes den nyeste viden om klimaoptimeret gødskning i eksisterende og nye dyrkningsvejledninger. Det forventes at landmandens kvælstofanvendelse optimeres med hensyn til økonomi, miljø og klimapåvirkning.

Det forventes, at kvælstofeffektiviteten kan opretholdes og udbyttetab kan undgås ved implementering af projektets resultater. Samtidigt reduceres risikoen for kvælstofudvaskning. Biostimulanter med kvælstoffikserende bakterier kan være en unødig udgift, hvis deres påståede effekt udebliver. Virker produkterne derimod er der en økonomisk gevinst for landmanden ved at behovet for indkøbt kvælstof reduceres.

Projektresultater: