Optimal økologisk tilstand og vandafledning i små vandløb

Projektansvarlig: Flemming Gertz

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed

Introduktion: Projektet har til formål at evaluere og nytænke vandløbsindsatsen i små vandløb for at forbedre afvanding og miljøtilstand i små vandløb. Dette gøres ved at identificere, hvilke virkemidler der kan anvendes for at nå miljømålene i små vandløb under hensyntagen til vandløbenes fysiske karakteristika, samt brugen af vandløbene til vandafledning. Derudover udvikles praktiske guidelines og værktøjer, der kan bruges i dialogen mellem brugere, i særlig grad landmændene og forvaltere.

Projektet er planlagt således, at en nytænkning af vandløbsindsatsen i små vandløb primært baseres på eksisterende viden om den nuværende økologiske tilstand og vandløbenes fysiske forhold suppleret med feltundersøgelser i udvalgte vandløb. For at sikre, at de udviklede metoder og værktøjer kommer bredt i anvendelse hos kommuner og rådgivere, er projektet planlagt at forløbe over 2 år med 3 arbejdspakker, som er indbyrdes afhængige.

I AP1 ses på vandløb generelt i Danmark og de benchmarkes for fysiske forhold, der har betydning på regional og lokal skala for god økologisk tilstand. Herunder vil der foretages et litteraturstudie, dataanalyse og GIS/statistisk analyse. Dette med henblik på at få viden om, hvilke vandløbskarakteristika, der er afgørende for at anvende de rette i virkemidler for at nå god økologisk tilstand.

I AP2 analyseres effekten af allerede gennemførte indsatser i vandløb, med henblik på at belyse om og i hvilken grad de forskellige indsatser har virket, i forhold til at indfri miljømål i vandløb. Herunder indhentes viden om, hvilke fysiske parametre, der er særligt centrale at bringe i spil for at sikre god økologisk tilstand, og betydningen af disse for vandafledningen analyseres.

I AP3 undersøges det, om der er nye indsatser, der kan supplere/erstatte indsatser, der har vist sig ineffektive i at etablere de fysiske forhold, der er nødvendige for at understøtte god økologisk tilstand i vandløb som identificeret i AP1 og AP2. En del af AP3 vil også afdække om miljømålene kan forenes med landbrugsdrift på vandløbnære arealer langs alle typer af vandløb og herunder om der er et behov for at revurdere vandløbenes miljøpotentiale under hensyntagen til, at klimaet er i forandring.

I forbindelse med udviklingen af guidelines vil andre aktører blive inddraget i form af en følgegruppe, der bidrager med sparring. Viden indhentet og offentliggjort i projektet vil efterfølgende blive videreformidlet via følgegruppen. Følgegruppen vil bestå af landmænd, rådgivere, relevante myndigheder og grønne organisationer. Vidensformidling vil også finde sted via møder, temadage, konferencer mv., hvor projektets resultater vil blive formidlet via oplæg og deltagelse. Vidensdeling og formidling vil også ske via online medier.

Projektet vil have en række positive effekter. Dels vil projektet genere ny viden, der vil blive omsat i praktiske værktøjer og guidelines, der kan sikre, at vandløbsindsatsen bygger på den nyeste viden. Forventningen er, at de udviklede værktøjer og guidelines vil blive flittigt brugt af landets kommuner og landbrugsrådgivere umiddelbart efter projektets afslutning, hvilket vil sikre, at både eksisterende og nye indsatser planlægges og målrettes, så de giver de største effekter i vandløbene i form af bedre økologisk tilstand og bedre afvanding, hvilket vil understøtte en fortsat landbrugsproduktion.

Projektresultater: