Nitrifikationshæmmere som klimavirkemiddel – effektivitet under danske og internationale forhold
Projektansvarlig: Alice Thoft Christensen
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed
Introduktion: Projektets formål er at skaffe det nødvendige vidensgrundlag og dokumentation for at få nitrifikationshæmmere implementeret som klimavirkemiddel i den nationale opgørelse. Dette gøres ved at lave en omfattende videnssyntese og statistisk analyse af nye og tidligere publicerede data fra lattergasforsøg gennemført i Danmark og i omkringliggende lande med sammenlignelige forhold for planteproduktion.
Analysen skal dokumentere nitrifikationshæmmernes effekt under danske forhold, samt indkredse de situationer hvor landmanden opnår de største effekter af at benytte nitrifikationshæmmere.
Projektet er inddelt i tre sammenhængende arbejdspakker:
I AP1 foretages en litteratursøgning med afgrænsede søgekriterier for at samle data om nitrifikationshæmmeres effekter. Søgekriterier som jordtype, klima, afgrøder, gødningstype eller udbringningsmetode vil blive brugt som objektivt grundlag for udvælgelse af artikler. Ud fra søgningen laves en database med videnskabelige resultater for effekten af nitrifikationshæmmere i danske forsøg. Herefter indsamles data fra lande med lignende klima som Danmark, og andre relevante lande med lignende landbrugspraksis. Faktorer som gødningstype og gødskningspraksis, jordtype, afgrøde, klima og vejr og typen af nitrifikationshæmmer, vil blive registreret som mulige forklarende parametre.
I AP2 undersøges med de indsamlede data i AP1, hvilken effekt nitrifikationshæmmere har under danske forhold, samt hvilke forklarende parametre der har størst indflydelse på effekten af nitrifikationshæmmere. Dette gøres for i) danske data, ii) data fra forsøg foretaget i lignende landbrugslande som Danmark. Hvis analysen viser at danske data og data fra forsøg foretaget i lignende lande ikke er væsentligt forskellige, så vil data kunne puljes og analyseres sammen, for at styrke datagrundlaget.
I AP3 syntetiseres den eksisterende viden for at dokumentere effekten af nitrifikationshæmmere under danske forhold, og resultaterne publiceres og formidles. Der arbejdes desuden med at klarlægge den bedste dyrkningspraksis for at få størst mulig effekt af nitrifikationshæmmere, samt synliggøre eventuelle mangler i data, for at få et mere komplet billede af effekterne.
Projektet bidrager med ny viden omkring nitrifikationshæmmernes effekt under forskellige forhold (jordtype, nedbør, gødningstype mm.), og leverer det nødvendige datagrundlag for, at nitrifikationshæmmerne kan implementeres i den nationale opgørelse som et klimavirkemiddel. Det forventes, at nitrifikationshæmmere benyttes i 80% af husdyrgødningen, med en 40% reduktion af lattergasudledningen fra netop husdyrgødningen, ca. 3 år efter projektets afslutning. Dette giver en reduktion i lattergasudledningen fra dansk landbrug på ca. 250.000 ton CO2e.
Projektresultater: