Præcis forudsigelse af fosforbehov og nye strategier for fosforgødskning

Projektansvarlig: Camilla Lemming

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed

Introduktion: Formålet er at undgå udbyttetab som følge af fosformangel samt at reducere tab af fosfor til miljøet som følge af unødig fosfortildeling. Formålet opnås ved at sikre en mere præcis identifikation af arealer med fosforbehov og ved at fremme muligheder for optimale udbytter ved lave input af fosfor gennem brug af efterafgrøder og mere effektive fosforgødninger.

Projektet er opdelt i tre arbejdspakker (AP) som samlet set bidrager til en mere komplet baggrund for optimal fosforgødskning hos både økologiske og konventionelle landbrug.

  • Den første arbejdspakke fokuserer på at identificere og kortlægge arealer med særlige behov for fosfor, som ikke forudsiges med fosfortalsmetoden. Udbredelsen af overset fosforbehov i områder med forventede høje indhold af oxalatextraherbart aluminium (Alox) i jorden undersøges, og problemets omfang klarlægges. Derudover undersøges det, om behov for fosfor i startgødning til majs kan kobles til bestemte arealtyper, jordegenskaber eller alternative fosforanalyser.
  • I næste arbejdspakke undersøges potentialet i at anvende fosformobiliserende efterafgrøder, dels til en mobilisering af jordens svært tilgængelige fosforpulje og dels som en strategi til at flytte fosfor fra marker med høje fosforstatus til marker med lav fosforstatus.
  • I den sidste arbejdspakke undersøges potentialet i konventionelle og økologiske fosforgødninger, som forventes at have en høj effektivitet ved lav dosering.

De to sidste arbejdspakker skal dermed give økologiske og konventionelle landbrug ekstra redskaber til at opretholde eller øge udbytter selv ved et minimum af fosforinput.

Projektet forventes at resultere i et øget driftsresultat på omkring 120 mio. kr. pr. år, et reduceret fosfortab på omkring 50 ton fosfor pr. år, og en reduceret kvælstofudvaskning på omkring 1.100 ton kvælstof pr. år. For-bedret driftsresultat og reduceret kvælstofudvaskning opnås i takt med, at projektets resultater formidles ud, mens reduktion i fosfortab opnås på lidt længere sigt.

Projektresultater: