Styrkelse af landbrugets økonomiske tilpasningsevne i en brydningstid
Projektansvarlig: Ditte Kjær Jacobsen
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. Kvartal 2026. Projektets resultater stilles gratis til rådighed
Introduktion: Projektets formål er at styrke landbrugsbedrifternes økonomi og konkurrenceevne for derigennem at understøtte den nødvendige udvikling og tilpasning til nye miljø- og klimakrav samt volatile markedsforhold. Det sker ved at stille ny økonomisk viden, værktøjer og analyser til rådighed, så landmændene får de bedste muligheder for at træffe velbegrundede økonomiske beslutninger ift. såvel optimering af bedriften som investering i forbindelse med de nye tilpasningskrav og markedsforhold.
Landbruget er en uundværlig del af samfundet, som samtidig er under ekstremt pres af blandt andet usikre internationale markedsforhold samt miljø- og klimakrav. Disse udfordringer kræver tilpasning af produktionen og anvendelse af ny teknologi.
For at fastholde en væsentlig landbrugs- og fødevareproduktion er det derfor vigtigt at sikre, at udviklingen af produktionen og tilpasninger til ændringer i krav og vilkår sker så hensigtsmæssigt som muligt. Det betyder, at tilpasning skal ske klogt og baseret på bl.a. mange forskellige datakilder. Der er derfor behov for at udbygge og sikre en fortsat udvikling af datatilgængeligheden samt økonomiske analyser, der understøtter landmændenes beslutningsgrundlag. Den ustabilitet, der præger verdensøkonomien, betyder, at priserne er volatile og behæftet med stor usikkerhed. Der er derfor behov for i den øgede økonomiske kompleksitet at udvikle og formidle viden om eventuelt mulige prissammenhænge, som landmændene kan inddrage blandt andet i budgetlægningen. I forbindelse med Den Grønne Trepart (2024) skal der rejses et betydeligt skovareal på dansk landbrugsjord. Derfor er der behov for øget viden om skovens økonomi og funktioner både på kort og lang sigt.
Aktiviteterne i projektet fokuserer på at styrke landbrugets økonomiske robusthed og tilpasningsevne ved at understøtte ovenstående udfordringer blandt andet gennem forbedret datagrundlag, analyser og formidling.
Projektet indeholder derfor aktiviteter indenfor følgende nøgleområder:
- Udbygning af datagrundlaget for økonomi, produktion og bæredygtighed.
- Økonomiske analyser, der understøtter fremadrettede økonomiske perspektiver.
- Budgetlægning pba. budgetscenarier og prisvektorer.
- Skovøkonomi i en landbrugsvirksomhed.
Datagrundlaget udbygges ved at udvikle og udvide ØkonomiDataBasen (ØDB), som giver et solidt overblik over landbrugets økonomi, produktion og bæredygtighed. Dette er afgørende for at kunne kortlægge udviklingen, monitorere tendenser og modellere konsekvenser af både strukturudvikling, nye ejerformer og den grønne omstilling. Datagrundlaget udvides, så både store bedrifter, nye driftsgrene som skovbrug og energiafgrøder samt klimarelaterede forhold bliver endnu bedre dækket.
For at understøtte en fremadrettet styrkelse af landbrugsbedrifterne gennemføres dybdegående økonomiske analyser, som både favner det samlede driftsresultat og går i dybden med specifikke driftsgrene såsom mælk, grise eller planteproduktion. Disse analyser giver landmændene et godt overblik over de vigtigste økonomiske sammenhænge og identificerer områder, hvor optimering kan styrke bundlinjen. Det undersøges desuden, om det er muligt at opstille relevante scenarier for prisændringer på baggrund af historiske data og markedsanalyser. Det sker i form af prisvektorer dvs. prissæt af input- og outputpriser. Det belyses desuden, om der er mulighed for at tilvejebringe relevante datasæt for markedernes balancer og prisniveauer, hvilket kan gøre det muligt for landmænd at træffe mere informerede beslutninger under volatile forhold bl.a. i forbindelse med budgetlægningen.
Som led i den grønne omstilling gennemføres analyser af skovøkonomi i en landbrugsvirksomhed, hvor forskellige former for skovbrug i juridisk og særligt produktionsmæssig kontekst belyses. Der beskrives eksempler på skovrejsning og produktionsøkonomien heri, for tre jordbundstyper, og for hver af disse for hhv. hurtigt og langsomt voksende skov. Udover disse driftseksempler udarbejdes analyser, der sidestiller de økonomiske resultater og likviditetsbehov fra produktionskalkuler for hhv. en flerårig skov og enårige afgrødekalkuler. S
om et supplement til analyserne udarbejdes vurderinger og anbefalinger for valg af kalkulationsrente, tidshorisont og andre relevante forudsætninger for investeringsberegninger, ligesom der gives anbefalinger om relevante parametre til udarbejdelse af følsomhedsberegninger.
Samlet set skaber projektets aktiviteter grundlag for, at landbruget kan styrke sin økonomi og bæredygtighed i takt med ændrede rammevilkår og krav. Landmændene får gennem projektets leverancer og resultater ny økonomisk viden, der kan anvendes ved optimering og tilpasning af landbruget.
Viden fra projektet formidles via forskellige kanaler for at give flest mulige landmænd mulighed for at benytte resultaterne.
Projektet vil bidrage til en øget indtjening samt styrket økonomi og konkurrenceevne i landbrugsbedrifterne. Det forventes, at mindst 50 pct. af heltidsbedrifterne inden for 1-3 år efter projektets afslutning realiserer driftsresultater, der i gennemsnit er 50.000 kr. pr. bedrift bedre end gennemsnittet for de bedrifter, der ikke anvender viden og værktøjer fra projektet. Dette svarer samlet set til ca. 150 mio. kr.
Projektresultater: