Overvågning af soholdet
Projektansvarlig: Margit Andreasen
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. Kvartal 2026. Projektets resultater stilles gratis til rådighed
Introduktion: Projektets formål er at generere ny viden om sodødelighed, der kan hjælpe producenter med at øge sooverlevelsen. Det sker ved at udvikle nye procedurer til forebyggelse og behandling af de hyppigst forekommende klovlidelser og ved at få mere viden om, hvordan søer kan grupperes i drægtighedsstalden, så risikoen for halthed og aflivning minimeres. Desuden opnås ny viden om årsager til pludselige dødsfald samt hvilke risikofaktorer, der har betydning for, om søerne aflives eller pludselig dør.
Projektet består af i alt af tre arbejdspakker med underliggende aktiviteter.
- Arbejdspakke 1 undersøger, om et grupperingskoncept kan føre til en markant reduktion i andelen af søer, der bliver halte i løbet af de første to uger efter gruppering. Formålet er desuden at dokumentere, at konceptet sikrer, at 1. kuldssøer ikke er overrepræsenteret i andelen af søer, der bliver halte. Øget viden om management og indretning af stien, hvor søerne grupperes, vil reducere andelen af halte søer.
- Arbejdspakke 2 fokuserer på at få en større forståelse af, hvorfor søerne pludselig dør i besætningerne samt få mere viden om risikofaktorer for pludselige dødsfald og aflivninger i danske sohold. Denne viden skal bruges til at sætte ind med målrettede forebyggende tiltag, der gør det muligt at reducere sodødeligheden i den enkelte besætning. Både obduktioner af søer og udførelsen af risikoanalyser afsluttes i 2025. I 2026 færdiggøres en international publikation med resultaterne af risikofaktoranalysen, som er påbegyndt i 2025.
- Arbejdspakke 3 vil med baggrund i viden om de hyppigst forekommende klovlidelser afprøve effekten af relevante interventioner, der kan implementeres i den enkelte besætning, og dermed reducere forekomsten af klov-lidelser.
Øget viden og kortlægning af de grundlæggende årsager til klovlidelser vil give mere viden på staldgangen om udvikling og forebyggelse af de hyppigst forekommende klovlidelser. Effekterne forventes at blive opnået som følge af dels den store politiske bevågenhed omkring reduktion af sodødelighed på landsplan og dels en målrettet formidlingsindsats til samtlige soholdere om de nyeste resultater og anbefalinger.
Projektresultater: