Proteinkilde til smågrise med lav fravænningsvægt
Projektansvarlig: Anna Krog Krustrup
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. Kvartal 2026. Projektets resultater stilles gratis til rådighed
Introduktion: Projektets formål er at undersøge, om en letfordøjelig proteinkilde (AX3 Digest) i et højt proteinniveau kan forbedre produktiviteten hos smågrise med lav fravænningsvægt uden at øge risikoen for diarré.
Effekten sammenlignes med sojaskrå, der er en billigere proteinkilde. Fokuspunkterne er tilvækst, foderforbrug, foderudnyt-telse, sundhed og produktionsøkonomi.
Aktiviteter:
Projektet gennemføres i en besætning med lav fravænningsvægt. Det undersøges, om det dansk udviklede sojaproteinkoncentrat, AX3 Digest, som er opnået ved udfældning af sojaprotein med svovlsyre, kan benyttes som et redskab til nyfravænnede grise med lav fravænningsvægt for at opnå høj tilvækst og lav diarréforekomst. Udenlandske forsøg har vist meget høj fordøjelighed og en lav syrebindingskapacitet for AX3 Digest.
Både høj fordøjelighed og lav syrebindingskapacitet forventes at minimere eller fjerne den negative effekt af mere protein på diarréfrekvensen, der normalt ses. Forventningen er, at ved brug af dette produkt vil et højere proteinniveau være muligt, som vil give en øget daglig tilvækst for de små fravænnede grise.
Sojaskrå bruges som reference for den normale måde at øge proteinniveauet på, derved vil forsøget også give svar på, hvordan små nyfravænnede grise responderer på et øget proteinniveau opnået ved et øget indhold af sojaskrå. Der testes sojaskrå vs. AX3 Digest som primær proteinkilde i de første fire uger efter fravænning. Ydermere indgår der en gruppe, som tildeles AX3 Digest i de første 14 dage efter fravænning, hvorefter de tildeles sojaskrå som primær proteinkilde. Alle tre grupper får samme slutfoderblanding fra dag 28-49.
Effekter:
Det er forventningen, at brug af en dyr, letfordøjelig proteinkilde især giver fordele ved lav fravænningsvægt, hvor grisenes fordøjelseskapacitet er væsentligt reduceret. Hvis forsøget viser det forventede udslag, giver det griseproducenter en bedre mulighed for at bruge det nødvendige proteinniveau til at få de mindste grise op til normal handelsvægt på den tid, der er til rådighed – uden at øge medicinforbruget. Resultaterne kan bruges i besætninger med generel lav fravænningsvægt, men også i besætninger med normal fravænningsvægt ved at tildele de 20-30 % mindste af grisene en specialblanding.
Projektresultater: