Hestebønner til smågrise - mindre diarré og øget produktivitet

Projektansvarlig: Karoline Blaabjerg

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. Kvartal 2026. Projektets resultater stilles gratis til rådighed

Introduktion: Projektets formål er at undersøge, om og hvordan hestebønner og deres skaller kan bruges som et effektivt og billigt virkemiddel til at reducere diarré hos smågrise efter fravænning samtidig med, at produktiviteten opretholdes eller forbedres. Det sker ved at undersøge hele hestebønners og hestebønnefraktioners effekt på diarré og produktivitet hos smågrise fra fravænning til omkring 30 kg.

Aktiviteter:
Antibiotikaforbruget til behandling af diarré efter fravænning er steget efter udfasningen af medicinsk zink. Lav-proteinfoderblandinger er et effektivt virkemiddel mod diarré, men det påvirker produktiviteten negativt og øger risikoen for halebid og ørebid/sut. Andre hyppigt anvendte virkemidler er sojaproteinkoncentrater og fiberpro-dukter, men disse er dyre at anvende. Der er derfor brug for billige virkemidler, som både reducerer diarré, men samtidig også sikrer, at produktiviteten opretholdes eller forbedres.

Projektet omfatter én arbejdspakke (AP1) med tre aktiviteter.

Aktivitet 1 fokuserer på at udvælge den mest optimale hestebønnesort til brug i de efterfølgende aktiviteter.

I aktivitet 2 vil en andel af hestebønnerne blive fraktioneret.

Aktivitet 3 omfatter gennemførelse af et storskala produktionsforsøg med smågrise, der fodres med hele hestebønner og forskellige fraktioner af hestebønner – hestebønner med skaldel, uden skaldel samt skaldelen alene.

AP1: Fodring af smågrise med hele hestebønner eller hestebønnefraktioner for reduktion af diarré og øget produktivitet

  • Akt. 1 – Udvælgelse af hestebønnesort På baggrund af landsforsøg og dialog med kollegaer i afdelingen for Planter & Miljø og forædlingsfirmaer udvælges den hestebønnesort, som efterfølgende anvendes i Akt. 2 og 3. Der vil bl.a. blive lagt vægt på sortens udbytte, dyrkningssikkerhed og indhold af protein, fibre samt tanniner, og at det er praktisk muligt at fremskaffe de nødvendige mængder til produktionsforsøget i Akt. 3.
  • Akt. 2 – Fraktionering af hestebønner En andel af hestebønner af den i Akt. 1 udvalgte sort bevares som hestebønner med skaldel, mens den resterende del afskalles, så der opnås to adskilte fraktioner hhv. afskallede hestebønner og skaldelen. Der laves kemiske analyser af bl.a. indhold af næringsstoffer, fibre og tanniner i hele og dele af hestebønnerne. Nærings-stofindholdet bruges i optimeringen af de forskellige foderblandinger i Akt. 3.
  • Akt. 3 – Produktionsforsøg med smågrise

Der gennemføres et produktionsforsøg med smågrise fra fravænning til omkring 30 kg. Den udvalgte og fraktionerede hestebønnesort fra Akt. 1 og 2 anvendes i forsøget, som omfatter 4-6 grupper, hvor hestebønner med skal, afskallede hestebønner og hestebønneskaller anvendes i foderet. Kontrolgruppen fodres med sojabaseret foder uden hestebønner. Foderoptagelse, tilvækst, foderudnyttelse og diarrébehandlinger registreres og derudover tilstræbes registrering af halebid og ørebid/sut. På baggrund af resultaterne vurderes potentialet for at reducere diarré hos smågrise ved anvendelse af foder, der indeholder hele eller dele af hestebønner.

Effekter:
Fodring af smågrise med hele eller dele af hestebønner forventes at 1) reducere diarrébehandlinger og dermed antibiotikaforbrug med 30-50 %, 2) øge produktiviteten med 4-5 % svarende til 1-3 kr. pr. gris, 3) spare 3-4 kr. pr. gris ift. brug af dyre sojaproteinkoncentrater og fiberprodukter, 4) reducere klimaaftrykket per foderenhed med knapt 20 % ift. sojaskråbaserede blandinger (inkl. LUC og humusbidrag) og 5) fremme dyrkning af lokalt produceret hestebønner, som er kvælstoffikserende og en værdifuld forfrugt. Samlet vil disse effekter sænke antibiotikaforbruget, foderomkostningerne og klimaaftrykket per produceret kg grisekød samt forbedre produktivitet, velfærd og sundhed hos danske smågrise, hvilket vil bidrage til en mere bæredygtig og konkurrencedygtig griseproduktion. Der forventes, at der opnås effekter på samme niveau hos hhv. konventionelle og økologiske smågrise.

Projektresultater: