Mere biokul til landbrugsjord

Projektansvarlig: Rasmus Emil Jensen

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed

Introduktion: Formålet med projektet er at udbrede anvendelsen af biokul som klimavirkemiddel i landbruget. Dette opnås ved at afdække alternative anvendelsesmuligheder, vigtige forudsætninger, samt sikre faglig viden, herunder viden om effekter på jordbunden, og derigennem robust grundlag for anvendelse af biokul i dansk landbrugsjord.

Baseret på et udtalt behov for at undersøge effekterne af biokul på jord og afgrøder, er et centralt element i projektet at udvikle vidensgrundlaget relateret til biokuls jordforbedrende effekter gennem etablering af en ’platform’ af nye og eksisterende markforsøg. Platformen skal særligt understøtte det presserende behov for viden om langtidseffekter af biokul i landbrugsjord.

I 2024 har Landbrugsstyrelsen givet universiteterne tilsagn til et stort projekt til at undersøge netop dette. Dette ændrer naturligvis forsøgslandskabet og derfor er det vigtigt at maksimere synergien i projekterne. Det koordinerende arbejde med universiteterne er påbegyndt i 2024, og prioriteres i takt med behov for koordinering. Sideløbende undersøges desuden biokuls kalkningspotentiale.

I relation til den praktiske anvendelse og håndtering af biokul i marken, er det vigtigt at biokul kan implementeres bredt. Derfor undersøges det, hvorvidt biokul kan spredes og indgå i forskellige dyrkningssystemer, herunder pløjefri dyrkningssystemer, samtidig med at alternative anvendelsesmuligheder for biokul i landbruget afdækkes og testes. Anvendelse af biokul som klimavirkemiddel i stor skala er, foruden manglende viden, udfordret af mangel på incitament hos den enkelte landmand. Vigtige forudsætninger for at biokul kan anvendes i stor skala er bl.a. at der kommer klarhed omkring regulering og lovgivning, sikker anvendelse, samt at der udvikles en grundig produktkarakterisering. Derfor følges udviklingen i lovgivning på området, samtidig med at arbejdet mod en standardiseret karakterisering og kvalitetssikring af biokul startes op i samarbejde med eksperter.

Under forudsætning af at de rette mængder biokul er tilgængelige, forventes det, at projektet bidrager til udbredelsen af biokul i landbruget, hvor der indenfor 1-2 år efter projektperiodens afslutning er tilført biokul på dansk landbrugsjord svarende til 16% (0,32 mio. ton CO2-ækv.) af landbrugsaftalens målsætning om en reduktion på 2 mio. ton CO2-ækv.

Projektresultater: