Klimaoptimeret udnyttelse af gylle og afgassede biomasser (KUGA)

Projektansvarlig: Martin Nørregaard Hansen

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed

Introduktion: Projektets formål er at anvise gødningsstrategier, der reducerer klimapåvirkningen ved gødskning med gylle og afgassede biomasser uden at reducere gødningseffekten.

Projektets mål er at generere dokumenterede differentierede emissionsfaktorer ved benyttelse af emissionsbegrænsende gødningsstrategier, og at landmænd kan benytte disse som klimavirkemidler til at reducere og dokumentere klimapåvirkningen af deres produktion.

Projektet er opdelt i følgende fem samhørende arbejdspakker. Alle arbejdspakker bygger på de resultater, der er opnået i tidligere lattergasforsøg med gylle.

I AP1 gennemføres der to markforsøg med henblik på at dokumentere lattergasemissionen ved gødskning med gylle i henholdsvis vår- og vintersæd. Forsøgene gennemføres i samme forsøgsdesign. Formålet er at dokumentere differentierede emissionsfaktorer ved gødskning med gylle i forskellige afgrøder, samt at bestemme lattergaseffekten af gødningstidspunkt, udbringningsteknologi og effekten af startgødning.

I AP2 gennemføres der to markforsøg i vårbyg. Disse forsøg er målrettet klimaudfordringer relateret til gødskning i den økologiske planteproduktion. Målet er at generere differentierede emissionsfaktorer, samt at bestemme gødningseffekten ved henholdsvis lav og høj kvælstoftilførsel og tilførsel af supplerende organisk startgødning. Formålet er at skabe mulighed for, at økologiske landmænd kan indregne effekten af at benytte klimareducerende gødningsstrategier i produktionens klimaregnskab.

I AP3 gennemføres der to markforsøg med gødskning af vinterhvede med afgasset biomasse. Formålet er at bestemme, hvordan gødskning med forskellige typer af afgassede biomasser og separering påvirker klimaeffekten. Målet er at dokumentere, hvordan biomassetype og separering indvirker på klimaeffekten af afgassede biomasser.

I AP4 vil der blive gennemført lagringsforsøg til bestemmelse af den klimaeffekt, der kan opnås ved benyttelse af forskellige teknologier til separering af afgassede biomasser. Forsøgene vil bestemme udledningen af drivhusgasser under lagring af afgasset biomasse der er separeret med henholdsvis lav- og højteknologiske separeringssystemer. Undersøgelserne vil blive gennemført i ens lagringstanke med kontinuerlig bestemmelse af emissionsniveauet.

I AP5 vil der blive gennemført emissionsforsøg under kontrollerede laboratorieforhold til fastlægning af, hvordan gyllens placering og opblanding i jorden påvirker lattergasudledningen. Formålet er at forbedre vidensgrundlaget for, hvordan udbringningsteknologien skal udvikles for at sikre lavest mulige lattergasudledning.

Projektet vil sikre, at gylle og afgasset biomasse forsat er attraktive gødningsmidler i landbruget. Dette vil sikre en ressource optimal planteproduktion, og at der forsat er et ”marked” for gylle og for den stigende mængde afgasset biomasse, der produceres på de danske biogasanlæg.

Projektet og dets resultater er centrale for at reducere landbrugets omkostninger ved en kommende CO2 afgift, sikring af en forsat ressourceoptimal planteproduktion og for den forsatte udbygning af en mere klimaneutral energiproduktion.

Projektresultater: